Blog

En guide til stregkoder og basis lagerscanning

Når man taler lagerstyring og ikke mindst Mobile WMS kan man ikke komme uden om stregkoder. Vi oplever ofte, at efterspørgslen af information omkring stregkoder er stor, når vi er ude og fortælle om vores lagerscannerløsning til nye partnere og kunder. Men hvad er en stregkode og hvad ligger der bag streger, tal og pixels? For at svare på dette, har vi samlet de vigtigste informationer om stregkoder i denne blog, som vil give dig en basisviden om emnet. Vi har valgt at fokusere på de stregkoder, som vi oftest møder hos vores eksisterende kunder.

Læs med og få et indblik i:

- Hvordan stregkoder virker
- Typer af stregkoder
- De mest almindelige stregkoder

Historien bag stregkoder (den korte version)

Siden stregkoden for første gang blev brugt i handlen, til at automatisere Troy’s Marsh Supermarket check out system, er udviklingen samt brugen af stregkoder gået stærkt. Stregkoden, der sad på en pakke tyggegummi, blev scannet i Ohio USA tilbage i 1974. Efterfølgende har Stregkoden revolutioneret de fleste brancher, herunder også lager og logistikbranchen. Der findes over 200 forskellige stregkodesystemer, men den bedst kendte og også mest udbredte er EAN koden som vi alle kender fra supermarkedet.

1D og 2D stregkoder

Der findes to generelle klasser af stregkoder: Endimensionel (1D eller lineær) og todimensionel (2D). Forskellen mellem 1D og 2D stregkodescanning er bestemt af layoutet og mængden af data, der kan lagres i hver, men begge kan bruges effektivt i en række automatiske identifikationsprogrammer.

1D stregkoden er den mest anvendte og bruges især i detailhandlen til f.eks. varemærkning. Herudover benyttes den også ofte også i lagerindustrien til mærkning af lokationer og placeringer. En 1D stregkode er en visuel repræsentation af information, det kan læses og afkodes mekanisk. Læsning og afkodning sker ved hjælp af en scanner som via en laserstråle, genspejler koden til læsehovedet i scanneren, der så fortolker den information der ligger gemt i stregerne. Ligesom personnummeret angiver en personens fødselsdag, giver stregkoden oplysninger om varens herkomst i form af en talkode.

2D stregkoden kan indeholde op mod 100 gange så meget information som 1D stregkoden og kan bl.a. også indeholde billeder. 2D stregkoder har altid samme størrelse og er typisk nemmere at scanne på lang afstand. De bruges bl.a. til mærkning af medicinale produkter, at hente Apps, dele information til forbrugerne ved at placere koderne på reklamer i bussen eller på standere i bybilledet, på produkter eller opskrifter i bladene. 2D stregkoder kan kun læses med en Imager stregkodescanner. 2D er endnu ikke så udbredt i detailhandlen, da 2D scanning som oftest endnu ikke kan anvendes ved udgangskasser, men 2D stregkoden er spået en lys fremtid. Dette skyldes den store datamængde koderne kan indeholde, samt mange af de scannere der i dag fremstilles er i stand til at scanne 2D.

Tasklet Factory anbefaler altid imager stregkodescannere sammen med Mobile WMS, der både kan scanne 1D og 2D stregkoder fremfor en laserscanner der kun kan scanne 1D stregkoder.

I det næste vil vi forklare nogle af de forskellige slags 1D stregkoder der findes, hvilken information de kan indeholde og hvor de bliver brugt.

EAN, UPC og GS1-128

Under de to klasser af stregkoder findes der en masse typer af den enkelte stregkode klasse. 1D stregkoden inkluderer nogle af de mest traditionelle og velkendte typer af stregkoder såsom EAN og UPC. Disse er begge kendt fra detailhandlen. EAN og UPC-koderne oprettes efter en international standard, som kan læses på tværs af landegrænser. De refererer begge til et Global Trade Item Number (GTIN). GTIN udarbejdes af den globale standardiseringsorganisation GS1

GTIN indeholder information så som hvilket land produktet er registreret i, markedsførernummer, det enkelte produkts interne varenummer samt et kontrolciffer.

EAN-stregkoder benyttes af producenter til mærkning af produkter, i forbindelse med salg og lagerstyring og i detailhandlen. Den blev tidligere primært anvendt i Europa, der af navnet, EAN står for ”European Article Number”. Eftersom koden nu anvendes globalt er den blevet omdøbt til ”International Article Number”, dog med samme forkortelse. De to mest kendte her er EAN-13 der består af 13 cifre samt EAN-8 som består af 8 cifre. EAN-8 er den komprimerede udgave af EAN-13 og benyttes på mindre produkter, hvor pladsen er trang.

EAN-13 er sammensat på følgende måde: De 2 første tal angiver, i hvilket land varen er registreret, og ikke hvor den er produceret som mange tror. Eksempelvis er 57 koden for Danmark. De efterfølgende 5 cifre er markedsførernummeret (et unikt identifikationsnummer tilhørende den enkelte producent, importør, detailhandler eller grossist), derefter følger 5 tal, som er markedsførerens interne forløbende varenummer. Det sidste ciffer er et kontrolciffer.

UPC

UPC anvendes på samme måde som EAN-stregkoden, også hovedsageligt til mærkning af varer, dog er denne type stregkode mest udbredt i USA og Canada. UPC står for ” Universal Product Code”. De to mest kendte her er UPC-A der består af 12 tal og UPC-E der består af 6 tal. UPC-E er som EAN-8 den komprimerede udgave af UPC-A, og bruges på produkter hvor pladsen er trang.

EAN og UPC minder meget om hinanden og den vigtigste sondring er deres geografiske anvendelse.

GS1-128

GS1-128 der tidligere hed EAN/UPC 128 kan i forhold til de tidligere nævnte stregkoder, der kun kan indeholde tal, også indeholde bogstaver. GS1-128 er en såkaldt informationsbærende stregkode. Udover at indeholde GTIN, kan den også indeholde Lot nummer / batchnummer, serienummer, vægt osv. Information i stregkoden identificeres ved hjælp af en AI kode2, denne kode er omringet af en parentes. F.eks. er (01) = GTIN, (10) = Batch/Lot number, (11) = Production date, (17) = Exp. Date.

GS1-128 er som oftest den type af stregkode der anvendes ved pallelabels, da der er mulighed for sporbarhed, og for at kunne følge ens varer under transport og dermed holde styr på varemodtagelse og afgang.

I Tasklet Factory regi bruges GS1-128 koden ofte til at danne login til Mobile WMS-løsningen, da den denne type stregkode kan indeholde såvel brugernavn, login kode og domæne.

Næste afsnit vil omhandle de forskellige typer af 2D stregkoder, hvilken information en 2D stregkode kan indeholde og hvor de bliver brugt. Slutteligt vil vi komme ind på alfanumeriske stregkoder der mest bliver brugt i logistik og transport brancerne.

GS1 DataMatrix og GS1 QR

GS1 DataMatrix og GS1 QR er begge 2D stregkoder. GS1 DataMatrix bliver ofte brugt indenfor elektronik, mad og lægemiddelindustrien for at tilføje ekstra information til disse produkter. GS1 DataMatrix er den eneste 2D kode der er lovlig at bruge i forhold til mærkning af produkter inden for sundhedssektoren. I 2019 skal GS1 DataMatrix anvendes på alt receptpligtige medicin. Dataindholdet er opbygget via GS1-128 strukturen ved brug af Application Identifiers (AI’s). Derfor kan GS DataMatrix også indeholde GTIN (EAN/UPC), Lot nummer, Serienummer, produktionsdato, udløbsdato osv. De er på grund af deres størrelse ideelle til mindre produkter.

Mange kender nok QR koden fra bybilledet, i bladene og på f.eks. visitkort, langt de fleste mobiltelefoner kan afkode en QR-kode og koden bruges da også hovedsageligt i markedsføringsøjemed. Den er endnu ikke godkendt inden for logistikkens verden til brug på f.eks. pallelabels eller til mærkning af produkter inden for lægemiddelindustrien. QR-koden må ikke bruges til produkt mærkning uden at der også er tilføjet en EAN eller UPC-stregkode.

GS1 Datamatrix stregkoden bliver også ofte brugt til at logge ind på Mobile WMS-løsningen.

Stregkoder til lokationer og placeringer på lageret

Code 128 og Code 39 er to alfanumeriske koder, der almindeligvis anvendes til lagerstyring. De anvendes på lageret til bl.a. hyldeforkanter og til udskrivning af stregkoder på pluksedler. Code 39 kan kryptere bogstaver fra A til Z, cifre fra 0 til 9 og et ekstra sæt specialtegn – “. $% + – / * “. I modsætning hertil understøtter Code 128 alle 128 ASCII-symboler i ASCII-tegnsættet3. Dette betyder at den kan indeholde diversificeret information og det gør den noget ”kraftigere” end Code 39.

De to koder minder altså om hinanden, men Code 128 er komprimeret. Har man ikke så meget plads på f.eks. hyldeforkanten, men brug for en stregkode der skal indeholde megen information, kan man med fordel vælge Code 128. Dog skal man være opmærksom på at få lavet stregkoden stor nok, så scanneren kan læse koden. Man skal også gøre op med sig selv på hvor lang afstand, man vil kunne læse koden med scanneren.

Fælles for Code 39 og Code 128 er, at de er rettet mod ikke POS4 produkter så som: Placeringer, lokationer, fragtetiketter og de anvendes derfor også ofte i logistik og transportindustrien.

Sådan fungerer GS1-datamatrix-stregkoden med Mobile WMS

Vi har også lavet en kort video, der viser, hvordan GS1 Data Matrix stregkode kan bruges på et lager.

Dette var vores hurtige guide til stregkoder. Vi håber, den har givet dig et indblik i, hvordan du kan bruge de forskellige typer af de mest gængse stregkoder, der findes. Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan optimere dine lagerprocesser med hjælp fra scannere og stregkoder så kontakt os endelig.